Start en webshop
Sådan kommer du igang
Vil du gerne igang med at sælge varer på nettet? Skal du sælge fysiske varer eller digitale varer? Uanset hvad, så er en webshop løsningen for dig der gerne vil igang med at sælge på nettet. I denne artikel vil jeg give nogle tips til hvad du skal overveje når du vil starte din egen webshop.
Har du en drøm om at sælge produkter online?
Vil du gerne igang med at sælge produkter online? Så er du kommet til det rette sted. Jeg har lang erfaring med at drive netbutik og jeg vil gerne hjælpe dig igang og hjælpe dig videre.
Jeg har lavet denne guide til dig der gerne vil skabe en langsigtet forretning online. Er du ude efter hurtigt tjente penge, så er denne guide ikke til dig.
Jeg startede webshop fra bunden i 2009 og den er stadig online på Love of Green
Love of Green startede jeg helt fra bunden ud fra et ønske om at skabe et bæredygtigt univers, og jeg var blandt de første til at introducere økologisk tøj på det danske marked. Jeg måtte dog erfare at man ikke kan leve på ideologi alene, så jeg har taget mange andre produkter ind udover økologisk tøj, men alle produkter har et element af bæredygtighed i sig.
I 2012 overtog jeg en anden netbutik nemlig Teacup.dk som jeg købte som en færdig netbutik med varelager og kundekartotek og det hele. Jeg flyttede hele molevitten fra Amager til Odense, og det var også en god løsning for at komme igang uden at starte helt fra 0. Efter 12 år omdannede jeg dog Teacup.dk fra en netbutik til et affiliate site, da jeg måtte erfare at jeg brugte mere tid på at pakke te end ret meget andet, så der måtte ske noget andet. Jeg driver stadig siden som et affiliate site.
Hvad skal man overveje inden start af webshop?
Vi skriver nu 2025 og meget er sket siden jeg startede min første netbutik i 2009. Jeg gik igang med planlægningen i 2008 og dengang var der ikke så meget information at hente, men der var Martin Thorborgs bog E-pusher som nok hjalp de fleste igang dengang.
Meget er anderledes idag, og AI er en dominerende spiller på markedet. AI er netop en af grundene til at starte en webshop med fysiske produkter, for det kan være svært at sælge digitale produkter i øjeblikket, da AI er ved at lave lidt om på spillereglerne for digitale produkter. Fysiske produkter kan AI på nuværende tidspunkt ikke skabe – men hvem ved hvad der sker i fremtiden.
Med mere end 15 års erfaring med e-handel så har jeg selvsagt lavet mange fejl og haft mange bekymringer undervejs. At drive forretning online er en læreprocess og man undgår ikke at lave fejl undervejs. Og man skal hele tiden følge med og udvikle sig.
Der er nogle helt basale ting man skal overveje inden man går igang. Og denne list bygger på mine erfaringer som bæredygtig e-købmand, og nogle vil måske være uenige, men det handler om, hvad man gerne vil opnå med sin forretning. Det vil jeg komme nærmere ind på lidt senere.
Fra idé til virkelighed
Ethvert succesfuldt projekt starter med en solid plan. Inden du kaster dig ud i teknikken, er det essentielt at definere din forretningsidé, dit marked og dine mål. Dette er fundamentet, der sikrer, at din webshop ikke blot er en god idé, men også en bæredygtig forretning.
Definér din niche og dit koncept
Hvad skal din netbutik sælge og hvorfor? I min netbutik Love of Green har jeg et skarpt koncept i en mindre niche, hvilket giver mig en eksistensberettigelse. Jeg har en lille men fast defineret målgruppe, som jeg kan sælge til, og som kender mig og vender tilbage.
Du skal ikke prøve at sælge alt til alle
Det er umuligt at sælge alt til alle, og det er nemmere at sælge når du ved hvad du sælger og hvem du sælger det til.
Start derfor med at definere hvad du vil sælge og hvem du vil sælge det til. Definer dit produkt og din målgruppe inden du går igang. På den måde sikrer du, at din forretning også er her om et år eller mere.
Hvordan vælger du det rette produkt?
De fleste successfulde netbutikker starter med et produkt. Altså forstået på den måde, at produktet kommer først – og derefter kommer ideen om netbutikken. Hvis du har et ønske om, at starte en netbutik men du ikke ved hvad du skal sælge – så søger du måske et andet koncept en det jeg beskriver her. Der findes flere kurser og koncepter, der handler om at skabe hurtig og høj omsætning – hvor du kommer hurtigt igang, og ofte handler disse om, at importere billige varer fra Kina, som du sælger til overpris i Danmark, eller måske hele Europa. Disse butikker eksisterer sjældent efter 5 år, og ofte må de lukke efter kort tid på grund af elendige anmeldelser på Trustpilot og sociale medier. Men hey – hvis du omætter for et par millioner i mellemtiden, så kan det jo være at du er ganske godt tilfreds med det. Du er nok bare ikke lige i min målgruppe her på siden.
Produktvalg
Laver du dine egne produkter med dine egne hænder? Så har du et godt udgangspunkt for at skabe en solid online forretning. Vel at mærke hvis du kan producere nok til at sælge til andre. Hvis du ikke kan det, så kan du overveje, hvordan du får andre til at skabe produkterne for dig.
Du skal derfor tænke på at skabe, eller få skabt, et produkt der er efterspørgsel på. Det kan være et produkt der løser et problem for menneser. Hvis folk har et problem, så er de altid villige til at købe en løsning.
Kriterier for at vælge et godt produkt
Her kommer lige nogle skarpe punkter, som du skal overveje nøje inden du sætter dig fast på et produkt. Du kan læse mere om punkterne længere nede på siden.
- Efterspurgt produkt
- Skarp niche
- Passion og følelser
- Let at sende
- Lav returrate
- Mulighed for gentagende køb
- Mulighed for storytelling
Markedsanalyse
En markedsanalyse er et redskab, der hjælper dig med at forstå de forhold, der gør sig gældende på et givent marked. Analysen bruges typisk i forbindelse med lancering af nye produkter, men er også særdeles nyttig, når du starter en virksomhed fra bunden.
I en markedsanalyse indsamler du viden om både kunder, konkurrenter og andre faktorer, der kan påvirke dit marked. På den måde får du et solidt grundlag for at vurdere muligheder, udfordringer og efterspørgsel.
Når du overvejer at starte en webshop, er en markedsanalyse et godt første skridt. Mange iværksættere springer direkte ud i idéen, men uden at undersøge markedet kan man let risikere at investere tid og penge i et produkt, der ikke har nok efterspørgsel – eller hvor konkurrencen er for hård.
Med en markedsanalyse kan du afdække spørgsmål som:
-
Hvem er dine potentielle kunder, og hvad efterspørger de?
-
Hvilke konkurrenter findes allerede, og hvordan adskiller du dig fra dem?
-
Er markedet stort nok til, at din webshop kan vokse?
En veludført analyse behøver ikke at være kompliceret. Det kan være så simpelt som at undersøge søgeord på Google, analysere trends på sociale medier eller kigge på konkurrenternes sortiment og priser. Det handler om at få indsigt, så du kan træffe bedre beslutninger – både når du vælger dit første produkt, og når du lægger din forretningsstrategi.
På den måde bliver markedsanalysen ikke bare en formalitet, men et værktøj, der kan give dig et klart billede af, hvordan du bedst får succes med din webshop.
Forretningsplan & Budget
En detaljeret forretningsplan er afgørende. Den skal beskrive din idé, din strategi, dit marked og din markedsanalyse, dine konkurrenter og ikke mindst din økonomi. Et realistisk budget er alfa og omega, når du skal start en webshop. Tænk over udgifter til:
- Webshop platform (abonnement og opsætning)
- Domæne og webhotel
- Betalingsløsning, så du kan tage imod betalinger
- Produktindkøb og produktion (du skal have nogle varer at komme igang med)
- Emballage og fragt
- Markedsføring (Google Ads, Meta, Nyhedsbreve, Influencer-samarbejder)
- Regnskab og evt. juridisk rådgivning
Praktiske ting du skal have styr på
CVR-nummer
Du skal have et cvr. nummer, som er lidt ligesom din butiks CPR-nummer. Alle butikker der forventer at omsætte for mere end 50.000 på et år skal have et CVR-nummer, og du kan nærmest lige så godt få det til at starte med, så du kan få fradrag for moms og registrere en betalingsløsning mm.
Valg af webshopsystem
Der findes efterhånden rigtig mange udbydere af webshopsystemer, og det er umuligt for mig at svare på, hvad der er bedst, for jeg har ikke prøvet dem alle. Jeg startede hos Dandomain og pt. ligger min webshop hos Shoporama. Jeg er glad for Shoporama, men hvis jeg skulle starte en ny idag, så ville jeg nok også undersøge om Shopify var en god løsning, da det er en af de største spillere på markedet, og det er nemt at komme igang.
Der findes også et nyere system, som skulle være rigtig nemt at starte op på uden de store omkostninger. Det er velegnet til dig der laver dine egne produkter og ikke har brug for en avanceret løsning med et større varelager, f.eks. hvis du sælger produkter du selv fremstiller derhjemme. Systemet hedder Shup og er udviklet til kreative iværksættere, som gerne vil hurtigt og nemt igang. Shup hævder at man kan komme igang på 10 minutter! Klik her for at kigge nærmere på Shup.
Valg af domæne
Du skal naturligvis have dig et rigtig godt domæne. Et dk.-domæne er et dansk domæne hostet i Danmark, og det er den adresse dine kunder taster ind i browseren for at besøge din netbutik. Det er også den du skal bruge til at linke fra forskellige andre steder f.eks. dine sociale medier og lignende.
Det er en god idé at vælge et navn der er fængende men ikke for kompliceret. Skulle jeg have valgt om idag, så havde jeg nok ikke valgt Love of Green, for selvom jeg selv synes det er et ukompliceret og sigende navn, så har jeg erfaret at der er rigtig mange, der har en anden opfattelse end mig. Jeg kan også se i Google søgningerne, at der ofte søges på andre versioner af navnet, f.eks. Green of Love, Green Love, Love og Grin mm. Så jeg havde nok valgt noget andet i dag, hvis jeg skulle vælge om.
Find på noget huskevenligt og noget der staves nogenlunde som det udtales. Undgå æøå i dit domænenavn og tænk evt. ud over Danmarks grænser, hvis du på et tidspunkt vil åbne op for salg i andre lande. Du kan tjekke og købe dit domæne her: Simply.dk
Valg af webhotel
Der findes mange forskellige udbydere af hosting, også kaldet et webhotel, og det er her du hoster din webshop og dit domæne. Alt afhængig af hvilken udbyder du vælger så vil du i nogle tilfælde være bundet af et bestemt hotel, som “følger med i pakken”, men hvis du vælger f.eks. Shopify eller en WordPress/WooCommerce løsning så er Simply.dk et rigtig godt valg.
Valg af betalingsløsning
Inden du kan gå igang med at sælge dine produkter online, så skal du have mulighed for at tage imod betalinger online. Uden en betalingsløsning får du ingen penge ind på kontoen.
Du kender dem allerede – men måske har du ikke tænkt over det før. Men når du køber noget fra en netbutik, så føres du over til en betalingsgateway i det øjeblik du klikker på “godkend ordre”. Du vælger typisk om du vil betale med betalingskort eller Mobile Pay og så føres du ind på en ny side, hvor du udfører din betaling. Og ofte godkender med Mit ID.
Kort sagt er det et lille, men vigtigt stykke software – og uden dette kan du ikke tage imod automatiske betalinger. Jeg bruger selv Quickpay men du kan også kigge på f.eks. Stripe eller Flatpay.
Og for at gøre det lidt mere kompliceret, så kræver en betalingsgateway, at du har en indløsningsaftale. Det kan f.eks være med Nets eller Clearhaus. En indløsningsaftale er en aftale, der sørger for at betalingen fra kundens betalingskort kan overføre til din bankkonto. Kort sagt, så tillader den din betalingsgateway at kommunikere med kundens bank og din bank.
Kort sagt: En betalingsgateway står for den tekniske del af betalingen, og indløsningsaftalen står for den juridiske aftale mellem de to parters banker, og sørger for at pengene lander hos dig.
Markedsføring
Da jeg startede min første webshop i 2009, så var der sådan en kliché der lød sådan her: “at starte en webshop er som at åbne en butik langt ude i en skov uden at sætte skilte op”. Underforstået, at du får ingen kunder i butikken, hvis du ikke viser dem vejen til butikken, og gør opmærksom på, at den eksisterer.
Det råd holder stadig vand den dag idag – og det er vigtigt at starte markedsføringen op med det samme, og gerne inden du åbner butikken. Det kan du f.eks. gøre ved at bruge sociale medier til at gøre opmærksom på, at du snart åbner en butik, og forsøge at skabe en masse indhold du kan dele via Facebook, Instagram, Tik Tok, Snapchat, og du kan også sætte en signatur ind i din email. Du kan også begynde at samle email adresser ind til din nyhedsbrevsliste.
Når først du har et produkt, så kan du gå igang med Meta annoncer, og hvis du synes det er svært og uoverskueligt, så kan du få hjælp til at komme igang. Meta annoncer er også en god måde, at teste et produkt på, for du vil ret hurtigt kunne få en idé om et produkts potentiale.
Du skal selvfølgelig også sørge for at din webshop kommer frem i søgemaskinerne, hvor Google stadig er den dominerende, og du kan også benytte dig af Google Ads. Der er nogle små tricks du kan bruge for at komme hurtigere frem i Google, men derudover så kræver det at du arbejder med SEO, altså søgemaskineoptimering og det er en løbende proces.
Udover SEO så skal du også tænke AI ind i din markedsføring, da flere og flere bruger AI til at finde løsninger på deres problemer, eller købsanbefalinger, så det er vigtigt at du tænker AI ind i dit SEO-arbejde. Det handler om at lave indhold, der er let for AI at bruge og godt for mennesker at læse.
Hvis du bygger dit site som en autoritet i din niche, så vil både Google og AI begynde at pege på dig, når folk spørger åbne spørgsmål.
Nyd godt at mine mere end 15 års erfaring. Det der har virket for mig i alle de år – det giver jeg videre til dig