Få styr på din niche
Find din niche og rock den
Find din niche i få simple steps
Når du starter en ny forretning eller webshop, kan det være fristende at ville sælge til “alle”. Men sandheden er, at jo bredere du skyder, jo sværere er det at ramme. Det er her din niche kommer ind i billedet. En niche er det særlige område, hvor din virksomhed skiller sig ud, og hvor du kan tilbyde netop det, som dine kunder leder efter.
At finde og afgrænse din niche er en af de vigtigste ting, du kan gøre, når du vil starte en webshop eller online forretning. Det giver dig fokus, gør det nemmere at markedsføre dig og hjælper dig med at tiltrække de rigtige kunder.
Så start med at spørge dig selv: Hvad er min niche – og hvad kan jeg gøre for at være helt skarp på den?
Det klassiske svar er nok noget med at finde sin passion og gøre det man er bedst til. Og så netop lave noget som ikke så mange andre gør.
I min netbutik Love of Green startede jeg med at sælge økologisk tøj i 2009 og det var der ikke ret mange andre der gjorde, da det var ret nyt at man lavede tøj af økologisk bomuld. Herefter begyndte jeg at forhandle tøj syet af genbrugte sarier, og det var nærmest endnu mere sjældent dengang – i dag er det en helt anden historie, og flere og flere finder vej til de små systuer i Indien. Jeg har dog fundet en lille niche som hedder haremsbukser, og der vil jeg mene at jeg stadig er rimelig dominerende. Så jeg har fundet en lille “under niche” i min niche, og sådan kan en niche hele tiden udvikle sig. Min overordnede niche er bæredygtige livsstilsprodukter, herunder tøj og accessories.
Men ja – start med at spørge dig selv, hvad du har passion for, hvad du allerede kan i forvejen, og hvad du interesserer dig for. Så er det langt nemmere at komme igang.
Stil dig selv et par spørgsmål
En niche bliver lettere at arbejde med, hvis den udspringer af noget, du selv har interesse for. En kombination af passion og evner giver et rigtig godt udgangspunkt for en niche, hvor du både kan etablere dig som førende i din niche, og samtidig bibeholde en interesse der gør at du holder ved i det lange løb.
Passion og evner hænger ikke altid sammen. Man kan godt interessere sig for noget uden at være god til det. Og man kan være rigtig god til noget som man i bund og grund synes er kedeligt eller intetsigende.
Men når man befinder sig i krydsfeltet mellem passion og evner – så kan magien opstå. Jeg elsker for eksempel at lave mad, og jeg elsker at bage. Jeg er fascineret af surdej og jeg læser mange kogebøger og opskrifter, som jeg gemmer fordi jeg vil blive bedre til at bage. Jeg ser bagevideoer på instagram og jeg har også en surdej i køleskabet.
Problemet er bare, at jeg ikke er særlig god til det, for jeg har aldrig formået at følge en opskrift, jeg er typen der freestyler i et køkken. Og det hænger ikke altid super godt sammen med at arbejde med surdej, hvor ingredienserne skal måles ret nøje af for at magien opstår. Jeg kan øve mig på at bage med surdej og med tiden vil jeg blive bedre, men hånden på hjertet så tror jeg næppe at jeg vil blive så god at jeg kan dominere på surdejs-scenen. Der er også ret stor konkurrence efterhånden, så jeg tror jeg vil holde mig fra surdejsnichen. Men det er en god og oplagt niche for dem der har både passionen og evnerne.
Så når du skal finde dinb niche så kan du stille dig selv spørgsmål som:
-
Hvad brænder jeg for at lave eller sælge?
-
Hvilken erfaring eller viden har jeg, som andre kan få gavn af?
-
Er der et område, hvor jeg kan tilføre noget unikt?
Når du arbejder med noget, du kan lide, er det nemmere at holde fast – også når det går trægt i starten.
Lav en søgeordsanalyse
Når du har fundet nogle emner du gerne vil arbejde videre med, så kan du gå igang med en søgeordsanalyse. Den hjælper dig nemlig med at finde ud af om der er andre der interesserer sig for det samme som dig, og om det er en niche der er værd at arbejde videre med. Det skal siges at en niche godt kan være meget smal, men du er nødt til at sikre dig at der er nogen der vil lede efter dit produkt.
Det kan f.eks. være at du er hønseejer og interesserer dig utroligt meget for høns. Du er blevet opmærksom på, at dine høns ofte får solen i øjnene, og du overvejer derfor om du skal producere solbriller til høns. For du kan da umuligt være den eneste der bekymrer sig om UV-påvirkningen på dine høns. Eller hvad?
Ved at lave en søgeordsanalyse, så vil du hurtigt opdage at der er absolut ingen mennesker, der leder efter solbriller til høns – og i det hele taget er der ingen der interesserer sig om høns og om de får solen i øjnene. Din søgeordsanalyse hjælper dig derfor med det samme med at konkludere at det er en idé du ikke skal gå videre med.
Læg en føler ud
Når du har defineret dine interesser og evner, og lavet en søgeordsanalyse, der viser at der er andre der søger efter det du vil tilbyde, så kan du begynde at arbejde videre med idéen.
Du kan gå ind på Google Trends og finde lidt mere præcis data på hvilke søgninger der topper og måske kan du finde mere specifikke felter indenfor din niche, som du ikke lige havde tænkt på i første omgang.
Du kan også teste markedet af i lille skala i første omgang inden du går all in på din niche. Hvis du har profiler på sociale medier, så kan du f.eks. prøve at lufte idéen om dit produkt, og se om du får nogen respons på det.
Du kan også lave en simpel landingsside, hvor du blot har et enkelt produkt, og så kan du markedsføre det i mindre skala f.eks. via Meta annoncer på Facebook og Instagram. Får du leads og/eller salg, så ved du at det er en niche du kan gå videre med.
Eksempler på nicher
En niche skal gerne være smal nok til at skille sig ud men samtidig bred nok til at have en reel målgruppe. Samtidig skal den gerne have forskellige grene, så du kan udvikle dig og skabe nye produkter indenfor din niche. Herunder kan du se eksempler på nicher og forskellige undernicher.
Livsstil & bæredygtighed
-
Zero waste køkkenudstyr – fx bivokswraps, genanvendelige kaffefiltre og madopbevaring uden plastik.
-
Naturlig hudpleje til sensitiv hud – niche inden for skønhedsprodukter, hvor fokus er på rene ingredienser.
Familie & børn
-
Sanselegetøj til babyer – økologiske materialer, fokus på udvikling og tryghed.
-
Praktiske løsninger til tvillingeforældre – barnevogne, bæreseler og guides målrettet en meget specifik målgruppe.
Velvære & hobby
-
Aromaterapi til hjemmekontoret – æteriske olier og diffusers, der hjælper med fokus og ro.
-
Strikkeopskrifter til begyndere – digitale produkter målrettet folk, der gerne vil lære at strikke fra bunden.
Dyr & fritid
-
Outdoor-udstyr til små hunde – jakker, seler og rejsetasker designet til mindre racer.
-
Haveindretning til små byrum – produkter og idéer til folk med altaner eller små haver.
Hjem & interiør
-
Farverige tørklæder og plaider i genbrugstekstiler – til dem, der vil have både design og bæredygtighed.
-
Minimalistisk boligindretning til tiny houses – pladsbesparende møbler og smart opbevaring.